Sommeren er på vej og det er lig med lange solrige dage. Med solen følger godt humør, men uden ordentlig beskyttelse kan solen også skade din hud. Derfor er det meget vigtigt, at du husker at beskytte din hud – både i udlandet, men også herhjemme. For at gøre dette, har du brug for en god solcreme. Udvalget er stort, men hvilken solcreme er bedst? Læs med i denne korte oversigt og få gode råd til at finde den perfekte solcreme til sommeren.
Hvorfor er solcreme vigtig året rundt?
Solens UV-stråler kan skade huden, selv når det er overskyet. Det er UV-strålerne, som kan gøre vores hud sommerbrun, hvilket mange sætter pris på. Men strålerne kan også trænge ned i din hud, hvor de kan føre til solskoldninger på den korte bane. På den lange bane, kan solen også føre til rynker samt øge risikoen for hudkræft. Solcreme fungerer som et beskyttende filter og bør anvendes året rundt – særligt i forårs- og sommermånederne. En håndfuld solcreme dækker en voksen krop, og det er vigtigt at smøre jævnligt og rigeligt. Sådan beskytter du bedst din krop.
Hvilken SPF skal du vælge?
Solcremer kommer i forskellige styrker, som kaldes for SPF. SPF angiver, hvor stor en andel af UVB-strålingen solcremen blokerer. SPF 15 beskytter mod ca. 93 %, SPF 30 mod 97 % og SPF 50 mod ca. 98 %. Sundhedsstyrelsen anbefaler minimum SPF 30, da mange ikke bruger nok solcreme, hvilket mindsker effekten af solcremen. Har du lys eller sart hud, bør du bruge SPF 50.
Find den rette solcreme til din hud
Solcremer findes som spray, creme og lotion. Alle kan være gode valg, hvis du bruger dem korrekt. Det vigtigste er, at du bruger nok af det og påfører det ofte. Hvis du døjer med sart hud, bør du dog kigge efter parfumefri og allergivenlige solprodukter.