Hvor meget modermælkserstatning dit barn skal have, afhænger af, hvor meget det vejer. Du bør altid tilberede mere, end barnet normalt spiser, da det giver barnet mulighed for at sige nej til mere mad.
Når du giver dit barn modermælkserstatning, kan det være lidt sværere for dig at finde ud af, hvor meget du skal give barnet at drikke, end når du ammer. Når du ammer, tager barnet jo så at sige selv det, som han eller hun kan spise og kan derefter bare holde op med at sutte.
En god tommelfingerregel er, at dit barn spiser, hvad der svarer til en 1/6 af sin kropsvægt hvert døgn. Det bliver fordelt på 5-8 måltider, alt efter hvor ofte dit barn spiser.
Når du tilbereder modermælkserstatning, er det altid en god ide, at du tilbereder lidt ekstra i forhold til, hvor meget dit barn plejer at spise. Dermed kan barnet selv holde op med at spise, når det er mæt. Du må aldrig presse dit lille barn til at spise op. Det handler om, at barnet skal være mæt, og det kan han eller hun godt selv vurdere.
Forskellige former for modermælkserstatning
Der findes forskellige former for modermælkserstatning, og det er derfor vigtigt, at du er opmærksom på, hvilken der passer til dit barn. Først og fremmest kommer typen an på, hvor gammelt dit barn er. Børn i forskellige aldre har brug for noget forskelligt rent ernæringsmæssigt. Derfor er det også forskelligt, hvad modermælkserstatning til forskellige aldersgrupper indeholder.
Derudover findes der også særlige former for modermælkserstatning. Det er for eksempel udviklet særligt til børn, der er født for tidligt, og børn, der kommer fra familier, hvor der er meget allergi. Hører dit barn til en af de to kategorier, er det selvfølgelig særlig vigtigt, at du sørger for at vælge den rette type. Læs mere om forskellige former for modermælkserstatning her.
Lige gyldigt hvilken form for modermælkserstatning, du vælger, kan du dog være sikker på, at den overholder de gældende retningslinjer for ernæring på området. Der bliver stillet strenge krav og ført skarp kontrol med erstatningerne. Ernæringsmæssigt vil der derfor kun være en lille forskel i forhold til amning.
Husk den tætte kontakt, når du giver modermælkserstatning
Små børn har brug for masser af hud til hud kontakt, hvor de ligger tæt op ad dig og kan høre dit åndedrag og dit hjerte slå. Når du giver barnet en sutteflaske med modermælkserstatning, er det derfor vigtigt, at du stadig husker på det. Du bør derfor så vidt muligt efterligne en ammesituation, når du giver sutteflaske.
Hvis dit barn ligger alene med en sutteflaske, får han eller hun ikke den tætte kontakt med dig. Den kontakt er mindst lige så vigtig for barnet som den næring, der er i sutteflasken. Fordelen ved at give modermælkserstatning er, at barnet også kan opnå den tætte kontakt med faren.
Kilder: apotekeren.dk, altomboern.dk og rigshospitalet.dk